Onsdag bliver en form for opvarmning til de kommende dage, der byder på snevejr.

Dagen byder på en del skyer og småbyger, men der vil også være plads til sol i særligt de sydlige dele af landet. Men torsdag vender det.

Det fortæller DMI's vagthavende meteorolog, Martin Lindberg.

»Det bliver mest tørt i nat. Ved Østersøen og Kattegat kan der komme byger, som efterhånden kan være med slud eller sne,« siger han.

Onsdag vil der være mellem to og fem grader, men torsdag og de kommende dage bliver det koldere.

»I løbet af torsdagen kommer der flere byger, og det kan ramme hele landet.«

»Men det bliver ikke de store mængder, måske op til en centimeter,« siger Martin Lindberg.

Torsdag, fredag og lørdag vil der komme snebyger hist og her med sne. I slutningen af ugen bliver det mere udbredt:

»Søndag passerer et udbredt snevejr, der kan give flere centimeter sne.«

Mandag ændrer vejret sig igen, fortæller Martin Lindberg.

»I næste uge kommer der mildere luft med plusgrader, så det bliver ikke liggende,« siger han.

DMI's prognoser viser, at det er på Bornholm, i Østjylland, Syd- og Sønderjylland og Midt- og Vestjylland, der vil falde mest sne i de kommende dage.