»Nærmest sommerligt.«

Sådan kalder vagthavende meteorolog på DMI, Lars Henriksen, søndagens vejr.

I hvert fald set i forhold til det grå sjaskvejr, vi har været gennem den seneste uges tid.

Meteorologen lover nemlig sol og helt op til 23 grader nogle steder i landet. Ved kysterne naturligvis noget lavere.

Men uanset hvor i landet, du befinder dig, vil det føles som en stor forandring i forhold til de sølle 11 grader, vi havde lørdag. Dog med risiko for en lidt dramatisk og våd afslutning på dagen mange steder.

»Det er virkeligt et markant vejrskifte. Holder prognoserne, får vi årets hidtil varmeste dag i dag,« siger Lars Henriksen.

Men der var som bekendt en slange i Paradis, og søndagens vejr er da heller ikke uden et »men«.

Især i det jyske kan der i løbet af dagen komme både skyer og tordenbyger med kraftig regn. Nogle af dem har potentiale til at være skybrud.

DMI varsler nemlig lige nu om risiko for kraftig regn sidst på eftermiddagen i hele Jylland, på Fyn og Midt- og vestsjælland.

Lars Henriksen understreger dog, at søndagen for langt de fleste vil opleves som en rigtig flot dag.

Og det bedste er næsten, at det ser ud til at blive endnu bedre mandag.

Her viser prognoserne nemlig mulighed for magiske 25 grader enkelte steder.

Men den tid - den glæde. Det skal vi nok vende tilbage til.