Inden længe bliver vi ramt af regnbyger over hele landet.

»Vi får regn ad to omgange – hele landet får i aften- og nattetimerne. Det er langsom ved at snige sig ind lige nu ved Vadehavet,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Trine Pedersen, og fortæller, at det kommer til at regne fra nu af og til i morgen formiddag.

Men, men, men.

Solen kommer frem igen i morgen.

»Vi henter væsentlig varmere luft – og vi kan flere steder komme op omkring 20 grader i morgen og med nogen eller en del sol – og det holder til sidst på eftermiddagen,« lyder det fra vagthavende ved DMI.

I Jylland får man dog kraftige byger med torden søndag.

»Vi har netop sendt varsel ud om, at der er risiko for kraftige byger i Jylland søndag,« siger Trine Pedersen fra DMI.

Men så vender det for hele landet igen i begyndelsen af næste uge, hvor solen kommer til at varme godt op.

»Det ser ud til, at vi får en ganske lun mandag. Hvis vi er meget heldige, kan vi få årets første sommerdag på mandag med over 25 grader,« siger Trine Pedersen, inden hun fortsætter:

»Det kan dog godt blive lidt køligere i det jyske – her bliver det lidt ustabilt med regn.«