Det var ikke mange timer, vi fik lov at nyde noget, der bare minder lidt om forårsvejr. I morgen bider april endnu engang fra sig.

»Snebyger er ikke usædvanligt for april, men jeg har ikke set reelt snevejr særlig mange gange,« fortæller Martin Lindberg, der er vagthavende meterolog hos DMI.

For reelt snevejr, hvor sneen bliver liggende, er netop, hvad der venter flere af os søndag.

»Det begynder som regn i de sydvestlige egne ved Lolland og Falster, det overgår så til slud eller tøsne, som breder sig over store dele af landet.«

For der er et lavtykt på vej indover os, som fra kl. 08 vil dække hele landet bortset fra det nordjyske.

Lavtrykket vil nemlig bevæge sig i et iskoldt bælte med nedbør over os.

»Det er meget svært at sige, hvor mange centimeter sne der kommer, men det bliver kraftigt og i løbet af formiddagen bliver det liggende,« fortæller Martin Lindberg.

Dog må flere nøjes med trist forårsvejr, hvor nedbøren ikke er hvid, men falder som regndråber.

»Det er meget blandet vejr, som vi får i morgen. Regn, slud, tøsne. Det hele,« fortæller DMI's vagthavende meterolog, der påpeger, at søndagens vejr også vil skifte i løbet af dagen.

Så dem, som oplever sne, der bliver liggende, skal være hurtige, hvis de vil lave en sneengel, snuppe en tur på kælken eller lave en snemand.

For fra at temperaturerne i starten af søndagen kun bevæger sig mellem 0-3 grader, så byder eftermiddagen på helt andre temperaturer.

»Om eftermiddagen skifter vejret. Øst for Storebælt vil man blive ramt af et højtryk. Det vil give 6-9 grader, så sneen smelter væk,« forklarer Martin Lindberg.

Bornholm og Lolland og Falster kan se frem til temperature, der er lidt højere – nemlig over 10 graders varme.

Så endnu engang får vi en forårsdag i april, som maler med alle vejrkortets farver.