I de gode gamle dage holdt Thomas Blachman en tale til nationen, når det var blevet finaletid i 'X Factor'.

Om det var i Parken, Jyske Bank Boxen eller DRs studie 5, så kunne man være sikker på, at den taleglade dommer på et tidspunkt ville rejse sig fra dommerbordet for at give seerne en opsang.

Men det har han ikke gjort længe.

Da B.T. spørger hvorfor, lyder forklaringen:

Blachman pudres i pausen.
Blachman pudres i pausen. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det ved jeg ikke... Det hedder karakterudvikling. Jeg kan ikke blive ved med at være den samme. Min mission taler efterhånden også for sig selv. Så der er ingen grund til, at jeg står og råber og skriger.«

Og missionen er lykkedes, mener Blachman, der er begejstret for, at årets vinder blev Oh Lands unge sangerinde Solveig, som han ser et stort lys i.

»Jeg har kæmpet for, at det her program skal udvikle sig, så det er kunstnere, der vinder, og derfor er jeg rigtig glad for, at Solveig vandt. Hun har virkelig noget ekstraordinær energi.«

Efter at have vundet 'X Factor' tre år i træk måtte han i år nøjes med en tredjelplads med sin drengeduo Simon og Marcus, og det mener han også var lige efter bogen.

Dommerne Thomas Blachman, Oh-Land og Martin Jensen. Semifinale i X Factor, fredag den 2. april 2021. Pooldækning leveret af Ritzau Scanpix. Dækningen kan anvendes vederlagsfrit til redaktionel omtale af programmet.(foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021).
Dommerne Thomas Blachman, Oh-Land og Martin Jensen. Semifinale i X Factor, fredag den 2. april 2021. Pooldækning leveret af Ritzau Scanpix. Dækningen kan anvendes vederlagsfrit til redaktionel omtale af programmet.(foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021). Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det var en fantastisk tredjeplads. De gjorde det helt sindssygt flot.«

Generelt vil han gerne klappe sig selv på ryggen for sin præstation i år.

»Jeg synes, jeg har været fantastisk. Undskyld, jeg siger det, men at få gruppekategorien og skabe de her ting. Mit team og jeg har gjort det fantastisk.«

Thomas Blachman vil endnu ikke tage stilling til, om han er dommer igen til næste år.