De fleste danskere har det nok allerede på fornemmelsen, men nu bekræfter Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Der er solrekord!
Man skal have levet i et kølerum for ikke at have opdaget, at Danmark har været ramt af en vanvittig hedebølge. De seneste dage har temperaturen sneget sig op på den brændende varme side af de 30 grader, og selvom juli endnu ikke er helt slut, kan DMI allerede annoncere, at der aldrig tidligere i dansk vejrhistorie har været så mange solskinstimer i juli.
»Til og med søndag den 29. har Danmark fået 326 soltimer på landsplan i juli. Rekord fra 2006 lyder - eller lød - på 321 timer. Den har vi altså allerede slået,« siger klimatolog John Cappelen til DMIs hjemmeside.
Målingerne af soltimer går helt tilbage til 1920.
Klimatologen forventer 12 solskinstimer i løbet af julis to sidste dage, hvormed regnskabet ender på 338 soltimer.
338 timer på 29 døgn svarer til, at vi har fået hele 10 timer og 54 minutters sol om dagen. Til sammenligning er normalen for hele juli 196 timer eller 6 timer og 19 minutters sol om dagen, lyder det fra DMI.

