Den danske sommer vil tilsyneladende ingen ende tage, og nu viser DMI’s prognose for august, at vi godt kan forberede os på endnu mere varmt vejr.
’Prognoserne vil ikke slippe det solrige danske sommervejr. Højtryk præger vores smukke, men tørstige, land de næste fire uger. Det giver os solrige, varme og nedbørsfattige dage i stort set hele august,’ lyder indledningen på DMI’s prognose for august, der er udsendt tirsdag og gælder til og med den 26. august.
Denne uge har som bekendt været meget varm, men senere på ugen kommer vind ind fra vest, som kan give regnbyger flere steder og køligere vejr.
Næste uge er ifølge DMI den ’vejrmæssigt mest usikre uge’ i august. Vejret ser ud til at blive tørt og solrigt, men et lavtryk kan også give regn til hele landet.
De sidste to uger af august bliver også varme, og tropedøgn er ikke udelukket. Der kan dog også snige sig en tordenbyge forbi, skriver DMI, som opsummerer august-vejret således:
'Trods usikkerheder i prognoserne er de alle enige om tørt, solrigt og varmt vejr i forhold til normalen.'


