Lad os sige det, som det er.

Det bliver perfekt vejr til at fejre anden søndag i advent med familien i dag … indendørs.

»Der er meget vind i dag. Og det bliver blæsende hele dagen,« siger vagthavende meteorolog ved DMI Anja Bodholdt og tilføjer, at vinden bliver jævn til hård fra øst og nordøst og ved kysterne når op på kulingstyrke.

Læg dertil, at de allerede kølige temperaturer daler yderligere i løbet af dagen.

Så har du opskriften på en iskold dag, som vil føles endnu koldere på grund af den såkaldte chillfaktor.

Især nordjyderne skal huske at klæde sig godt på, hvis de skal uden for døren.

»Til eftermiddag vil det føles som otte-ni frostgrader, når man er udendørs i det nordjyske,« siger Anja Bodholdt.

Til gengæld kommer der ikke megen nedbør. Og på trods af det kølige vejr vil den falde som regn.

»Der kan komme lidt nedbør i de sydligste dele af landet – som samtidig får de højeste temperaturer. Så det vil falde som regn,« lyder det fra den vagthavende meteorolog.

I resten af landet er der mulighed for enkelte solstrejf. Som du kan se i gennemgangen af vejret i de fire store byer herunder, bliver chancen for, at solens stråler kan varme dig bare en smule op, større, jo længere nordpå i landet du befinder dig.

København
Københavnerne får ikke megen sol denne anden søndag i advent. Temperaturer omkring frysepunktet og blæsende med vindstød på op til 18 meter i sekundet.

Odense
»Som den eneste af de fire store byer er der risiko for en smule regn i Odense,« siger Anja Bodholdt.
Til gengæld bliver det knap så koldt i den fynske hovedstad som i Aalborg, Aarhus og København. Temperaturnålen nærmer sig frysepunktet til eftermiddag, men kommer først under i løbet af aftenen.

Aarhus
I Smilets By bliver det koldt, men til gengæld er der mulighed for, at solen titter frem fra sit skjul i løbet af dagen.
Blæsende hele dagen, og til eftermiddag falder temperaturen og kommer en smule under frysepunktet.

Aalborg
»Aalborgenserne har den bedste mulighed for at få solen at se i dag,« siger Anja Bodholdt.
Skal du udenfor og nyde solen, skal du endelig huske både hue, vanter, halstørklæde, vinterstøvler og den varme vinterjakke.
Temperaturen ryger helt ned på tre-fire frostgrader – og det vil føles endnu koldere på grund af den kraftige vind.

I løbet af aftenen aftager vinden, og der venter os en mindre stormfuld mandag. Ellers byder morgendagens vejr ikke på de store forandringer – og dog: For der er mulighed for snebyger hist og her.