Solen bankede ned i slutningen af juni, og det smukke sommervejr gav os den tidligste badedag nogensinde med 19,3 grader varmt havvand allerede lørdag den 27. juni.

Men hører du til de, der drømmer om evig sommer, bliver du slemt skuffet.

Der er nemlig intet i sol og måne, der tyder på, at vi får en meteorologisk sommerdag med 25 grader igen lige foreløbig.

Sådan lyder den lidt nedslående melding fra Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI.

Regn med byger, de kommende dage.
Regn med byger, de kommende dage. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Der går noget tid. Der er ikke noget, der ligner sommervej den næste uge og også lidt længere frem. Vi henter vejret vestfra den kommende tid, og skal vi have rigtig varmt vejr her i Danmark, skal vi hente vejret fra syd og østlig retning. Så vi får ikke sommervejr og 25 grader lige foreløbig,« siger han.

I stedet vil temperaturen ligge mellem 15-21 grader. Koldest vestpå og lidt lunere i de østlige egne som det østlige Jylland, Fyn og den nordøstlige del af Sjælland.

»Helt ude ved Vestkysten vil de kun få 15-16 grader, mens man i København vil få en 18-21 grader,« siger Lars Henriksen.

Resten af denne uge og hele næste uge bliver altså uden en eneste meteorologisk sommerdag.

Byger, der går og kommer. Det er den danske sommer.
Byger, der går og kommer. Det er den danske sommer. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Først i uge 29, som begynder mandag den 13. juli, er der en chance for, at sommeren vender tilbage. Ikke for at blive, men som et lille visit med enkelte dage, hvor temperaturen kan knibe sig over 25 grader i dele af landet.

Det skyldes, at et højtryk vil holde vestenvindsvejret væk fra Danmark.

I stedet vil vejret komme fra øst og nord, og det kan give pæne dage med dagtemperaturer på og mellem 18 og 25 grader, hedder det i DMIs langtidsprognose.

Skal du holde ferie i Danmark i uge 30, er der lidt større chance for strandvejr.

Sommeren var på besøg i Danmark i juni. Næste sommerdag lader vente på sig.  
Sommeren var på besøg i Danmark i juni. Næste sommerdag lader vente på sig.   Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Prognosen er usikker, men her tyder det på, at et højtryk vil lægge sig mere stabilit øst for Danmark.

Det kan sende varmere luft fra syd op over Danmark, og i denne uge er der bedre mulighed for solrigt vejr med temperaturer over 25 grader.