Danskerne kan se frem til flere dage med massiv varme og med risiko for både varme- og hedebølge flere steder.

Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Lars Henriksen.

»Vi forventer, at en massiv varme rammer Danmark inden for halvandet døgns tid. Vi skal lige have onsdag overstået, hvor en varmefront passerer fra Sydvest, og når den er passeret, så vælter varmen op over Danmark torsdag og fredag,« fortæller han.

DMI forventer, at vi får en landsdækkende varmebølge, hvor temperaturen vil komme over 25 grader tre dage i streg, mens man regionalt vil kunne opleve hedebølge med temperaturer på over 28 grader tre dage i træk.

Derfor har man også udsendt en varsel, der gælder fra torsdag klokken 12.00 til søndag klokken 18.00.

'Tør og meget varm luft vil de følgende dage strømme op over Danmark fra syd og sydøst, og det forventes fra torsdag og resten af ugen makstemperaturer op mellem 24 og 28 grader i det meste af landet. I det sydlige og sydvestlige Jylland kan makstemperaturerne nå op på mellem 28 og ca. 30 grader, hvilket betyder en risiko for en regional hedebølge,' lyder det i den seneste varsel fra DMI, der kategoriseret som 'farligt vejr'.

Og det er altså temperaturer, som er usædvanlige her i Danmark.

»Det er ekstremt i Danmark, og vi er slet ikke vant til den slags temperaturer,« siger Lars Henriksen.

Det varme vejr fortsætter over weekenden og ind i næste uge. Som det ser ud nu, skal vi frem til onsdag eller torsdag, før der sker ændringer.