Danskerne valfartede torsdag ud i sommerlandet for at nyde det dejlige vejr.

Ved middagstid var Amager Strandpark fyldt med badeglade gæster, der bød den genopstandne sommer velkommen.

»Det er fantastisk. Det er noget af et comeback,« siger Frederik Riber Larsen.

Sammen med sin kæreste så han frem til at køle kroppen af i det salte vand.

Meget har danskerne ellers været igennem. Stormvejr og regnskyer har generelt erstattet solens stråler.

Det har været en sommer, hvor mange danskere har holdt ferie inden for kongerigets grænser og udforsket eget land, men hvor vejrguderne ikke har samarbejdet med dette ferietiltag.

Nu syntes den grå sommer dog at være fortid.

Temperaturer op mod 30 grader er i vente, og en hedebølge forventes at ramme danskerne i de kommende dage.

En hedebølge betyder i kliniske termer, at gennemsnittet af de højest registrerede temperaturer overstiger 28 grader.

Det kommer særligt til at ramme det sydlige Jylland, Lolland og Vestsjælland, men generelt vil hele Danmark få nogle fantastiske sommerdage.

Her vil der være tale om en varmebølge. Det vil sige tre dage på stribe med 25 grader i gennemsnit.

Begejstringen for blå himmel, massiv varme og smukke omgivelser var stor hos Victoria Bøhm. De sidste dage inden skolestart skulle nydes i den tilbagevendende sommervarme.

»Det er dejligt, den er her. Det skal man være glad for,« siger hun og forklarer, hvordan fridagene fra studiet i den kommende tid helt sikkert skal bruges ude i det gode vejr.

Hverdagen vender tilbage for mange i næste uge.

Men selv om arbejdet kalder igen, og skolestarten står for døren for de mange folkeskoleelever, kan man stadig nyde de varme stunder.

Det gælder også for Majbritt Hohlmann, der dog forventer nogle særdeles varme dage på jobbet.

Hun arbejder med sterilproduktion, og med tre lag tøj på som uniform lovpriser hun airconditionen på arbejdspladsen.

»Det kan godt blive lidt lunt, men de skal nydes de her dage. Det er ikke hver dag, vi får det så varmt i Danmark,« siger hun med et smil på læben, imens hun sammen med datteren glæder sig til en solrig dag på stranden.