Gråt, skyet og måske også vådt.
Det er slut med det flotte julevejr med frostklar luft og blå himmel.
Vejret resten af juleferien – ja, resten af året – bliver nemlig »noget mere grumset.«
Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Zhang, tirsdag morgen.
Hun forklarer, at der er et vejrskifte på vej sidst på ugen med mere lune vintertemperaturer, og derudover bliver det generelt gråvejr resten af året.
»Vi får en skyet dag i dag med regn eller slud her og der og risiko for let isslag på Sjælland,« siger hun og tilføjer, at det i Jylland desuden bliver diset og lokalt måske også tåget.
Selvom det lunere vejr presser sig på, skal vi dog have endnu et par kølige dage med temperaturer lige over frysepunktet.
Og trods mindre variationer i vejret lokalt, er der tirsdag ikke den store forskel på vejret i landets fire største byer.
Aalborg
Den nordjyske hovedstad får nedbør og måske slud, lover Mette Zhang. Temperaturerne kommer til at ligge på en til to plusgrader.
»Men generelt en skyet dag til tider med regn og slud,« siger hun.
Aarhus
»Det er lidt det samme billede, der gør sig gældende i Aarhus. En til to grader og skyet og til tider med regn,« siger meteorologen.
Odense
De samme ord går igen, når talen falder på dagens vejr i Odense. Altså skyet og især først på dagen risiko for regn og slud. Også her kommer temperaturerne ikke længere op en eller to grader over frysepunktet.
København
Også i hovedstaden er der lagt op til en grå og våd dag.
»Her kan der komme nedbør hele dagen som regn og slud,« siger Mette Zhang.
Det grå og kolde vejr fortsætter onsdag, og først natten til torsdag presser en varmfront på og får temperaturerne til at stige.
»Vi går ind i en noget mere grå periode, hvor vejret bliver mere grumset,« konkluderer Mette Zhang.