Det sted, hvor man her til morgen finder de glatteste veje, er samtidig også der, hvor vejret senere bliver pænest.
»Vi deler landet op i dag.«
Sådan lyder det tidligt tirsdag morgen fra den vagthavende meteorolog ved DMI, Henning Gisselø.
Hvis man trækker en streg tværs gennem Jylland og på den måde deler landet op i nord og syd, så ser vejrudsigterne ret forskellige ud, alt efter hvilket område man kigger på.
»I den nordlige del af Jylland bliver der egentlig ganske pænt vejr med solskin og nogle spredte byger, som kan være med slud, hvis det er koldt nok. Men ellers falder det mest som regn,« forklarer meteorologen.
Det er også i det nordjyske, at det fra morgenstunden gælder om at være mest opmærksom, hvis man skal ud at køre bil, for vejene kan være pletvis is- og rimglatte, før det afløses af det noget pænere vejr.
»Og så er der den kedelige anden del af landet,« siger Henning Gisselø, når blikket falder syd for stregen og dermed omfatter den sydlige del af Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm.
»Det bliver altså en skyet omgang med småregn af og til,« lyder det.
I løbet af eftermiddagen kan det dog begynde at klare op i Sydvestjylland:
»Måske kan de også få solen lidt at se der, men resten af landet skal nok ikke sætte næsen op efter ret meget solskin,« fortæller Henning Gisselø.
Termometrene kommer denne tirsdag til at vise op mod fire graders varme, men det kan måske føles lidt koldere end det.
Årsagen er, at det bliver »forholdsvis blæsende« med en op til jævn og hård vind fra sydvest. Ude ved Vestkysten ved Skagerrak og Nordsøen kan det være op til kuling.
Blæsten er samtidig det, der gør, at DMI har udsendt et varsel om forhøjet vandstand i Vadehavet natten til onsdag:
»Det er på grund af den kraftige vind i området. Det stuver ligesom vandet op i det område, så vi kommer omkring to til to og en halv meter over i området ved højvande,« siger Henning Gisselø og fortsætter:
»Det forventes at ske mellem klokken 02 og 05 i nat, så jeg ved dog ikke, hvor mange der vil lægge mærke til det.«
Det opdelte vejrkort sætter også sit præg på vejret i landets fire største byer:
Aalborg
Nordjyderne kan glæde sig over, at de står til at få det pæneste vejr af de fire byer:
»Aalborg får klart det pæneste vejr i dag med solskin og lidt spredte byger,« forklarer meteorologen.
Aarhus
Aarhus lægger ud med skyet vejr og med lidt småregn.
»Man kan måske få lidt sol op ad dagen,« siger Henning Gisselø.
Odense og København
Til gengæld bliver der ikke meget sol til hverken Odense eller København.
»Det bliver mest skyet og med lidt småregn for begge byers vedkommende,« fortæller han.



