Har du endnu ikke fået bygget en snemand, kan det måske blive til en lille en af slagsen fredag eftermiddag.
DMI lover nemlig både slud og sne til dele af landet.
»I dag får vi temperaturer omkring frysepunktet og tre graders varme, så vi får stadig vinterlige temperaturer og nedbør som regn, slud eller sne.«
Det fortæller den vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Jesper Eriksen.
Selvom der ikke bliver tale om store mængder sne - og det er heller ikke alle, der får glæde af den - så skulle det, der kommer, blive liggende for en stund, understreger han.
Generelt har vi udsigt til en grå og skyet fredag, og i løbet af dagen får især de østlige egne mere udbredt slud og sne.
Vinden løjer dog noget af, forklarer meteorologen, og det betyder, at det vil føles knap så koldt som de foregående dage.
Et hurtigt kig på de fire største byer viser ikke de helt store regionale forskelle.
København
»Sneen kommer til at blive liggende inde over land på Sjælland, men det er usikkert, hvor meget sne der kommer til København, fordi byen ligger så tæt på Øresund,« siger Jesper Eriksen.
Men det bliver koldt - kun en enkelt eller to varmegrader kan københavnerne snige sig op på.
Aarhus
I Aarhus skal man dog ikke sætte næsen op efter en kælketur, forklarer Jesper Eriksen. Her kommer nedbøren nemlig primært som regn eller slud.
Til gengæld ser det ud til at blive en tand koldere i Smilets By. Lige omkring frysepunktet kommer de til at ligge på.
Aalborg
Det samme gør sig gældende i den nordjyske hovedstad, men - som den vagthavende meteorolog tilføjer - her har de jo også allerede fået en del den seneste tid.
Odense
Fynboerne får ikke de store snemængder fredag. Derimod en svag vind og mellem en enkelt og tre varmegrader.
Det lader til, at det er den sidste gang snevejr i denne omgang. I løbet af weekenden kommer lunere luft ind over landet, og så skal vi igen tilbage til det milde og grå decembervejr.

