Kalenderen siger egentlig, at vi er gået ind i årets første efterårsmåned, men vejret har helt andre planer i den kommende uge.
»Det minder altså lidt om sommer,« lyder det fra vagthavende meteorolog hos DMI, Mette B. Wagner.
For der bliver varmt, rigtigt varmt.
Endda i meteorologisk forstand ser temperaturerne ud til at nå op på et niveau, der gør, at man med rette vil kunne bruge betegnelsen 'en sommerdag' – det vil sige mindst 25 grader.
»Jeg tror, at der kommer 25 grader flere steder,« siger Mette B. Wagner fra DMI.
Det er et højtryk, der sender den varme luft ind over Danmark.
Og i den kommende uge bliver det bare støt varmere og varmere med sol alle syv dage.
Ifølge DMI-prognosen hedder det således 18-23 grader mandag, hvorefter ugen slutter af med 20-25 grader.
»Torsdag og fredag hedder det 25 grader, og på nuværende tidspunkt er der også sandsynlighed for 25 grader i næste weekend,« siger den vagthavende meteorolog:
»Måske bliver det faktisk lidt lunere enkelte steder. Her kan der blive 26 grader, måske 27 grader. Men det skifter hele tiden, hvor det kan være, så det vil jeg ikke lægge mig fast på endnu.«
De sommerlige tendenser krydres med svage fronter, der også vil passere landet undervejs, men ifølge meteorologen ligner det ikke, at der følge nedbør med.
Desuden kan natte- og morgentimerne være præget af tåge.
Men konklusionen er klar:
Årets første efterårsuge minder mest af alt om en sommeruge.
Først venter i øvrigt lige en skyet søndag, som du kan læse mere om her.