Det er ikke kun coronaen, der gør det svært at komme i julestemning i år.

Også vejrguderne er imod os.

»Det bliver ikke noget med hvid jul og bjældeklang i ørerne,« lyder det fra DMI.

Når Danmark går i corona-hi julenat, bliver det nemlig ikke under en dyne af sne.

Selvom prognoserne for 24. december stadig er usikre, ligger det allerede nu fast, at vi ikke får hvid jul i år.

Sådan lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut en uge før juleaften.

»Prognoserne svinger meget, men umiddelbart ser det ikke ud til, at vi får sne til jul,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Klaus Larsen, og forklarer, at udsigterne lige nu deler sig i to spor:

Et lunt og et lidt koldere.

Alt efter, hvordan vejrsystemer og lavtryk bevæger sig, får vi derfor enten regnvejr eller slud på næste torsdag.

Men selv, hvis der skulle komme lidt hvidt i nedbøren, kommer det ikke i nærheden af at opfylde kriterierne for hvid jul, hvor mere end 90 procent af Danmark skal være dækket af sne 24. december om eftermiddagen.

»I nogle af prognoserne er der lidt slud, men inden nogen kan nå at stave til snebold, er det væk igen. Det er måske noget, vi kan nyde i fem minutter. Det er ikke noget, der bliver liggende,« siger han og kommer med en noget nedslående vurdering af chancerne for hvid jul.

»Udsigterne er langt nede på encifrede sandsynligheder, og det bliver 100 procent sikkert kun lokalt. Så den landsdækkende hvide jul tør jeg godt afskrive,« siger han.