Hører du også til dem, der hvert år krydser fingre for, at vi får en hvid jul?

Så er der desværre – potentielt – dårligt nyt på vej i din retning.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har nemlig onsdag udgivet sin seneste månedsprognose, og den er umiddelbart ret nedslående læsning for alle, der elsker de hvide fnug. Særligt juleaften.

Allerede i indledningen af månedsprognosen bliver drømmen mere eller mindre punkteret:

»Det milde og ustadige vejr fortsætter endnu en tid. De seneste prognoser peger på en grøn og ret mild juleaften, men derefter er der koldere vejr på vej,« lyder det.

Ikke alt håb om at se hvide drys er dog ude endnu.

Selve lillejuleaften og juleaftensdag forventes et lavtryksområde med dertilhørende frontsystem enten at passere hen over landet eller lige syd for.

»Det giver skyet vejr med stedvis regn eller byger, på juleaften måske med indslag af lidt slud eller tøsne i de nordlige egne,« oplyser DMI.

Selvom det dermed ikke just tyder på, at der er anledning til at finde kælken frem juleaften, så kan der ende med at komme lidt slud eller sne i løbet af selve juleferien:

»I løbet af julen ser temperaturen ud til at nærme sig frysepunktet og med muligheder for byger af slud eller sne.«

Kigger vi længere ind i det kommende år, bliver prognoserne mere usikre.

Det ser dog ud til, at højtryk eller højtryksrygge vil være mere dominerende end normalt over Nordeuropa og Rusland, mens et lufttryk kan forventes over Sydeuropa.

For knapt så vejrkyndige betyder det, at det mere tørre og kolde vejr ser ud til at kunne fortsætte i den periode.

Og dét kan ende med mulighed for reelle snebyger:

»Det burde give flere dage med tørt vejr og lidt sol, men også dage med skyet vejr og mulighed for snebyger, især ved østvendte kyster,« lyder det fra DMI om vejret i uge et af det kommende år.