Det er sol, det er søndag, og det er efterår.

Ugens sidste dag bliver en pæn en af slagsen med gode solchancer og temperaturer omkring de 20 grader.

»Overordnet set får vi rigtig pænt søndagsvejr i stort set hele landet,« lover vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Frank Nielsen.

Han tilføjer dog, at solen bliver generet af det, han kalder for »drilske skyer.«

Resterne af en varmfront får nemlig en bræmme af skyer til at trænge op over landet fra syd. Derfor er der også stor forskel på, hvordan skydækket fordeler sig over landet.

»Den nordlige og østlige del af landet får ikke så mange skyer, men nogen eller en del sol,« siger Frank Nielsen.

Han forklarer, at skyerne trænger op over landet sydfra.

»De sydvestlige egne får ganske mange skyer, men det er til gengæld her, at temperaturerne bliver højeste. I Vadehavsregionen kan vi komme helt op på 21 grader,« siger han.

Derfor er der også en smule forskel på søndagsvejret i de fire største byer.

Aalborg
I Aalborg regner Frank Nielsen med, at de får den flotteste morgenstund. Fra klokken 15 og frem forsvinder sol dog sandsynligvis i skyerne. Højere end 17 grader, skal aalborgenserne ikke regne med, at det bliver.

Aarhus
Smilets By kan også godt være med på sol først på dagen, men så kommer skyerne, forklarer meteorologen. Allerede midt på formiddagen bliver den østjyske metropol til Skyernes By. Aarhusianerne skal ikke forvente mere end 16 grader.

København
I hovedstaden er der lagt op til en flot solopgang, men så bliver vejret »mere blandet« i løbet af dagen, understreger Frank Nielsen. Også her når termometeret ikke højere op en 17 grader.

Odense
Sidst – men ikke mindst blandt de største byer – har vi Odense, hvor der både er lagt op til en flot og lun søndag.
»Selvom odenseanerne får en lidt sløv start, så er det her, de får den bedste eftermiddag,« lyder det fra Frank Nielsen.
Solen kommer godt igennem, og temperaturerne når op omkring de 20 grader.

Og vi gider næsten ikke tale om det, men okay … her kommer det:

Det gælder nemlig om at nyde den sol, der kommer søndag, for den kommende uge ser både våd, grå og klam ud, spår DMI.

For - som Frank Nielsen siger:

»Vi har udsigt til en temmelig våd og ustadig efterårsuge.«