»Der er en pæn sensommerweekend i sigte.«

Sådan lyder ordrerne fra  Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved DMI, da B.T ringer og spørger, hvordan vejret spinder af i dag.

Efterfulgt af et; »den er lidt svær at beskrive. Det er en blanding af sol og skyer, men alle vil få solen at se.«

Så selvom din dag starter en smule skyet, tåget eller kølig, så skal solen nok titte frem i løbet af dagen.

Skal du udenfor her til morgen, så kan du nuppe en let jakke med, men den kan du nok godt smide i eftermiddag, især hvis du sidder i læ. For det kan godt være lidt køligt i vinden.

Vinden bliver svag til jævn fra øst og sydøst, ved Østersøen op til frisk, og temperaturerne i dag lander mellem 17 og 21 grader, hvilket er en smule køligere end de forgangne dage. Varmest får de sig det i Sønderjylland og væk fra østvendte kyster.

Alt i alt en solrig dag, hvor UV-indekset bevæger sig op omkring de fire, hvilket går under kategorien 'moderat', så en solcreme skader ikke at have i tasken, hvis du sidder i et solspot.

Er du vild med solen, så glæd dig til i morgen. Her kommer solen nemlig til at skinne endnu mere for os, oplyser Anja Bodholdt, vagthavende meteorolog ved DMI.

Og det bliver den ved med, når vi kigger vi ind i næste uge, så kan du godt vente lidt endnu med at finde efterårsjakken frem.

Men først en flot og solrig lørdag i sigte, hvor det også holder tørt i aften.