Paraply, regntøj og solbriller. Du får brug for det hele i løbet af de kommende dage.

Og så også lige en solcreme med en fornuftig faktor.

For ja: Selvom vejrguderne og DMI har flere byger på programmet både fredag, lørdag og søndag, så er der også udsigt til mere sol, varme og et temperaturskifte på hele ti grader fra den ene dag til den anden.

»Det er et markant skifte. Det bliver dejligt lunt, men det er stadig for tidligt med badesandaler, for med sådan et skifte ligger sommerforkølelserne og lurer.«

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, Mette Wagner, som forudser omkring 20 grader søndag og måske helt op til 23 grader mandag.

Trods de flotte temperaturer er det dog måske en postgang for tidligt at støve grillen af og planlægge en søndag på terrassen, tilføjer hun.

For selv om det bliver lunt, kan det nemlig stadig blive vådt. Især i den vestlige del af landet.

»I Jylland bliver det i hvert fald noget med en gasgrill under et halvtag,« siger hun og forklarer, at den vestlige del af landet kan vente en del byger i løbet af eftermiddagen søndag.

Mandag bliver med Mette Wagners ord også »en okay-dag med varme.«

Men igen bliver der regionale forskelle, for den vestlige del af landet får skyet vejr, mens der østpå er mulighed for »nogen sol og lunt og dejligt.«

»I de østlige egne gælder det om at huske godt med solfaktor og solbriller. Her kan regntøjet holde fridag mandag, men det kan det desværre ikke i Jylland.«

Men inden, vi kommer så langt, skal vi lige igennem endnu en våd dag fredag.

»Det bliver primært skyet, og der kommer en del byger, som kan være med kraftig hagl,« siger Mette Wagner, som samtidig trøster:

»Det bliver en bygedag og stedvis også noget gråt, men slet ikke som det, vi så midt på ugen.«

Og vejret i næste uge?

Tja … det gider vi næsten ikke skrive om endnu.

»Der er regn på programmet hver dag. Nogen dage mere end andre. Det er lidt spændende at se, hvad der sker. Der er masser af lavtryk i nærheden af os,« siger Mette Wagner og konkluderer om den snert af varme, vi kan glæde os over søndag og mandag:

»Det bliver et kort besøg af en duft af sommer, og så går vi tilbage til det ustadige forårsvejr.«