Helt op til svimlende 24 grader!

Efter en rekord kølig april og nogle grå dage med regn fra morgen til aften lyder det nærmest som et fatamorgana. Men den er god nok:

Meteorologerne hos DMI er nemlig ret sikre på, at vi kan se frem til et markant vejrskifte i weekenden.

Og det vel at mærke en forandring af de mere behagelige.

»Det er spændende. Det bliver et markant skifte,« lyder det fra vagthavende meteorolog Martin Lindberg.

Godt nok har han mere bygevejr i udsigterne for både torsdag og fredag og heller ikke særligt prangende temperaturer, men efter regn kommer solskin som bekendt. Og denne gang følger der altså også pæne varmegrader med.

»Prognoserne er ret gode og forholdsvis sikre fire, fem dage frem. Derimod er detaljerne om, hvor meget sol vi får, mere usikre,« siger han og tilføjer:

»Men der er gode muligheder for, at vi er på vej til den varmeste dag i år indtil nu.«

Og er du til bare ben og sol på næsen er det søndag og mandag, du skal glæde dig til.

Natten til søndag kommer der nemlig en varmfront ind over landet, som godt nok kan give lidt nedbør søndag morgen, men i løbet af søndagen skulle vi få »nogen eller en del sol« de fleste steder, forklarer Martin Lindberg.

Det er dog ikke helt lige meget, hvor i landet, du befinder dig. Der bliver nemlig lidt regionale forskelle på, hvordan varmen og solen fordeler sig.

»I løbet af søndagen bevæger byger sig op over Jylland søndag eftermiddag, mens det ser ud til at holde tørt i den østlige del af landet,« siger Martin Lindberg.

Mandag ser det også ud til, at jyderne kan få byger i løbet af dagen.

»En overgang står den på sol i store dele af landet. I den sydøstlige del af landet, øst for Storebælt og på Bornholm ser det ret solrigt ud mandag,« siger meteorologen.

I tørre tal betyder det mellem 20 og 23 grader i det jyske mandag og 18 og 24 grader på Sjælland og øerne.

Dog understreger Martin Lindberg, at der ved kysterne vil være en del køligere.