Gennem falske faktura og fiktive indkøb har en betroet medarbejder sendt flere millioner kroner fra Sygehus Lillebælt ned i egen lomme.

Medarbejderen, der havde arbejdet på sygehuset igennem 30 år, blev i 2019 anholdt og sigtet for svindlen. Ifølge Vejle Amts Folkeblad, der har fået aktindsigt i retsmødebegæringen, er medarbejderen tiltalt for svindel for to millioner kroner.

I sagen, som nu kommer for retten, bliver det ikke et spørgsmål om skyld, der kommer til at fylde. Den tiltalte har nemlig tilstået, oplyser tiltaltes forsvarsadvokat Mette Grith Stage til TV Syd.

Medarbejderen er sigtet for overtrædelse af tre forhold i straffeloven. §279 for bedrageri og §155 for at misbruge sin position på sygehuset. Til sidst er han sigtet for overtrædelse af §286, stk. 2, som kan give op til otte år fængsel:

»Straffen kan stige til fængsel indtil otte år, når de i §§ 278-280 og 283 nævnte forbrydelser er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening, eller som følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået,« lyder det i straffeloven.

Hele sagen er noget, som berører mange, fortæller sygehusdirektør Christian Sauvr til TV Syd.

»Jeg er rigtig ked af den her sag, og det er noget, der påvirker os alle sammen. Det er fuldstændig uacceptabelt, at en tidligere betroet medarbejder går bag vores ryg og tilsyneladende bevidst forsøger at snyde os.«

Fordi den tiltalte har erkendt sig skyldig, vil der ikke blive indkaldt vidner i retten. I stedet vil det kun være tiltalte, som skal afhøres, når sagen starter 31. maj.