»Det sner, og det er glat, så kør forsigtigt.«

Sådan lyder opfordringen til bilisterne fra Midt- og Vestjyllands Politi på en onsdag, hvor det vælter ned med sne især i dele af Jylland.

Onsdag formiddag er hele landet ramt af enten regn, slud eller sne, og flere steder har der allerede været mindre uheld som følge af vintervejret. Både politi, Vejdirektoratet og meteorologer opfordrer bilisterne til at køre forsigtigt.

Kalenderen siger 1. december, og i store dele af landet gør vejrguderne deres til at bringe dig i julestemning.

Sneflokke kommer vrimlende – især i den nordlige del af Jylland, hvor der er udsigt til både slud, tørsne og »almindelig« sne i løbet af dagen.

Til gengæld er udsigterne for onsdagen dårligt nyt for bilister, cyklister og andre, der skal ud i trafikken.

»Kør hjemmefra i god til. Kør forsigtigt, og hold god afstand til den forankørende,« lyder rådet fra den vagthavende hos Vejdirektoratet, Britt Osted-Nielsen.

DMI varsler snestorm for den centrale, østlige og nordlige del af Jylland og i Nordvest- og Nordsjælland.

Sneen giver en del udfordringer for morgentrafikken onsdag. Her et sted mellem Ikast og Bording.
Sneen giver en del udfordringer for morgentrafikken onsdag. Her et sted mellem Ikast og Bording. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

»Det er vådt, sjappet og rigtig glat mange steder.«

Det siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Bolette Brødsgaard, som forklarer, at selvom der bliver saltet over hele landet, så bliver vejrfolkene udfordret af, at nedbøren stadig falder.

»Vejbanerne er glatte, men når det sner eller regner, bliver vejsalten skyllet væk. Det er en kamp, de ikke kan vinde ved at salte, så trafikanterne er virkelig nødt til at køre forsigtigt og være agtpågivende.«

»Der er rigtig våde og isnende kørebaner. Samtidig kommer der stadig nedbør med regn og store snefnug, som kan gøre det svært at se noget. Sigtbarheden er dårlig,« siger hun.

Og så bliver det koldt og blæsende.

»Øv for en onsdag.«

Bolette Brødsgaard understreger dog, at sjællænderne slipper forholdsvist nådigt gennem snestormen. Her vil nedbøren nemlig hurtig gå over i regn, men den nordlige del af landet får de største mængder sne.

»Men det stadig generende for trafikken,« siger hun.

I Ikast er man onsdag stået op til hvide vejbaner.
I Ikast er man onsdag stået op til hvide vejbaner. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

Det er altså ikke alle dele af landet, der må kæmpe med sneen onsdag.

Et kig på de fire største byer viser da også tydeligt forskellen.

Aalborg
I den nordjyske hovedstad står den ifølge Bolette Brødsgaard på »virkelig møgvejr« hele dagen.

»De får det hele med tøsne, slud og almindelig sne, og det bliver virkelig blæsende. Så det bliver virkelig koldt med masse af nedbør. Og så bliver det meget glat,« advarer hun.

Det er først i løbet af aftentimerne, at der falder ro på igen, og på det tidspunkt er det sandsynligvis hvidt derude, understreger hun.

Aarhus
Her kommer man ifølge meteorologen til at ligge lige på kanten af snevejret.

»Det er lidt usikkert og det bliver regn eller sne. Fra morgenstunden regner det, men det slår snart over i tøsne. Spørgsmålet er, om det bliver mere til regn, eller om det også vil sne her. Temperaturerne kommer til at ligge på omkring frysepunktet.

Odense
Fynboerne skal ikke regne med de store snemængder, understreger Bolette Brødsgaard, for her slår nedbøren hurtigt over i regn.

»Men det vil stadig være vådt og irriterende,« siger hun.

København
Bygerne er ikke nået til hovedstaden endnu, men de kommer i løbet af nogle timer.

»Måske begynder det at dryppe, når skolebørnene skal afsted. Det begynder som slud og tøsne, og først på eftermiddagen slår det over i regn,« fortæller Bolette Brødsgaard.

Københavnerne skal dog ikke sætte næsen op efter kraftig snemængder.

»Det bliver en våd og smattet dag med slud og tøsne, og så blæser det ind fra øst, så vinden kommer til at stå lige ind på byen.«

Til gengæld kommer der mere regn og slud i løbet af aftenen, og vi skal helt frem til torsdag morgen, før det aftager.