DMI advarer om, at en større del af Jylland og Fyn kan blive ramt af skybrud torsdag.

Fra morgenstunden regner det allerede kraftigt flere steder i den vestlige del af landet, og der er altså meget mere regn på vej.

Varslet fra DMI lyder på kraftig regn og skybrud med torden på dele af Fyn og store dele af Jylland først på dagen.

I løbet af natten er der allerede registreret skybrud på Herning-egnen, og det bliver højst sandsynligt ikke det sidste.

»Det pisker ned og regner vældig intenst med mange millimeter i timen,« lyder det fra vagthavende meteorolog Hans Wanner på Danmarks Meteologiske Institut torsdag morgen.

Han forklarer, at båndet med kraftig regn, torden og mulige skybrud flytter sig en smule vestpå i løbet af de kommende timer.

Det betyder, at fynboerne kan vente opklaring, mens Jylland – bortset fra det allernordligste Nordjylland og Djursland – kan forvente kraftig regn, tordenbyger og lokale skybrud.

Varslet gælder en større del af Jylland, og for den nord- og nordøstlige del af Jylland er der tale om et risikovarsel.

Varslet gælder frem til midt på eftermiddagen.

Men landet bliver i dén grad delt i to.

Sjælland får nemlig stort set ikke så meget som en dråbe nedbør i denne omgang.

Her kan man derimod glæde sig over en solrig dag med en del sol og op til 23 til 24 grader, fortæller meteorologen.