Hvis du syntes, det regnede lidt for meget søndag, vil du ikke bryde dig, om hvad der kommer til at ske i dag mandag.

DMI melder mandag morgen om 'farligt vejr' i store dele af landet. Der er tale om skybrud og mulige tordenbyger i Jylland, Fyn, det vestlige Sjælland samt øerne, der blandt andet kan komme til at påvirke trafikken.

Hovedstadsområdet ser ligesom søndag igen ud til at gå fri.

»Vi har igen en dag med lummer, fugtig luft, der blæser op over os fra sydøst og øst, som betyder, at når vi når frem til i eftermiddag, vil det især udvikle sig til kraftige byger i Jylland,« fortæller Erik Hansen, vagtchef ved DMI.

TIP OS! Har du oplevet kraftigt uvejr i det seneste døgn, så send gerne video og billeder til krdn@bt.dk

»Vi har derudover risikomelding for skybrud på Vestsjælland og Fyn, og så har vi et egentligt varsel på skybrud og kraftig regn og torden for næsten hele Jylland. Især det vestjyske vil blive ramt, hvor vi i eftermiddag forventer, at der nogle steder kan komme op til 50 millimeter regn. Så det ser ud, som om det bliver mere udbredt og kraftigere end i går,« tilføjer han.

Uvejret, som DMI regner med vil fortsætte ugen ud, tog fart søndag, hvor man registrerede skybrud flere steder i Jylland.

I Esbjerg faldt der 15,2 millimeter regn, mens der længere nordpå omkring Herning, Holstebro og Ringkøbing faldt næsten 40 millimeter, lyder det fra DMI.

»Den kommende uge ser generelt ganske våd ud,« fortæller Erik Hansen.

»Det er igen nok Jylland, der ligger mest for. I morgen (tirsdag, red.) kan vi få kraftige byger med torden og skybrud i hele landet. Onsdag og torsdag bliver måske et par mellemdage, hvor der ikke kommer helt så meget regn, og fredag ser det så ud, som om vi igen skal have et større regnvejr, inden det så bliver køligere igen. Så det er en meget våd uge, der er på programmet her,« tilføjer han og slår fast, at det østlige Sjælland og Bornholm i første omgang ser ud til at gå fri.

TIP OS! Har du oplevet kraftigt uvejr i det seneste døgn, så send gerne video og billeder til krdn@bt.dk