Tøsne, slud og hagl kan føre til glatte veje natten til tirsdag og i morgentimerne tirsdag.

»Det er blevet så koldt, at nogle af de kraftige byger kan slå over i noget slud, tøsne eller hagl.«

Det meddeler DMI til B.T.

»Det kan klare op mellem bygerne, og det gør, at det kan blive glat særligt natten til tirsdag og i morgentimerne tirsdag, da jorden kan komme under frysepunktet. Der kan være pletvist og stedvist i hele landet, hvis der ikke er saltet,« siger DMI.

Til dem, der måske håber at nå at få lidt sne her i vinteren, så må de igen se sig snydt, for DMI fortæller, at man maksimalt kan forvente tøsne tirsdag:

»Der kan sagtens være lidt hvidt i byerne, om det så er tøsne, slud eller hagl, det er ikke til at sige. Men temperaturer på en-fire grader gør det muligt, at de scenarier kan forekomme. Men det bliver ikke liggende, da det smelter ind mellem de kraftige byger.«

Den kraftige vind har også betydet øgede vandstande rundt om i landet, hvor specielt vestkysten har været hårdt ramt, og det er også dem, der står mest for skud tirsdag sammen med Limfjordsområdet.

»Vestkysten følger tidevandet, så det går op og ned. Der kommer også varslinger ud i morgen om risiko for forhøjet vandstand på hele vestkysten,« slutter DMI.