Det kan være livsfarligt at bevæge sig ud på moler og høfder langs Vestkysten i søndagens voldsomme stormvejr.

Sådan lyder advarslen søndag ved middagstid fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Lad være med at gå ud i moler og høfder, siger vagtchef Henrik Nielsen.

Advarslen kommer, kort efter at en 41-årig kvinde og hendes otteårige søn søndag klokken 12.10 blev skyllet i havet af en bølge, da de var på molen ved Nørre Vorupør.

Takket være fire lokale redningsmænd fra Kystredningstjenesten er de begge redet op af vandet igen.

- Redningsfolkene sprang selv i havet fra molen og reddede de to, efter at de var skyllet i havet, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

En af redningsmændene er dog kommet til skade ved redningsaktionen, oplyser politiet. Han er derfor kørt til behandling på akutmodtagelsen på hospitalet i Thisted.

Også Forsvaret advarer om de farlige vindstød ved Vestkysten.

- Der er kraftige vindstød ved vestkysten i øjeblikket. Forsvaret opfordrer folk til at holde sig væk fra moler og lignende. Pas på hinanden, lyder det på Twitter.

DMI skriver i en opdatering om vejret søndag ved middagstid, at et blæsevejr med vindstød af storm- eller orkanstyrke i løbet af søndagen og aftenen bevæger sig over landet fra vest.

- Det vil blæse med en hård vind til hård kuling fra syd og sydvest, og vindstød op til stormstyrke vil kunne komme i hele landet, mens vindstød af orkanstyrke kun forventes på den jyske vestkyst, skriver DMI.

I løbet af aftenen ventes vinden at aftage, først i Vestjylland, senere på Fyn og Sjælland og sidst på natten på Bornholm.

/ritzau/