Måske kan du huske et gammelt valgløfte om medvind på cykelstierne?

Fredag bliver dét indfriet. I hvert fald, hvis du cykler mod øst.

»En rigtig blæsevejrsdag. Du får god hjælp af vinden, når du skal ud at cykle. Alt hvis du cykler mod øst. Til gengæld må du trampe ekstra hårdt i pedalerne, når du skal hjem.«

Det siger vagthavende meteorolog hos DMI, Mette Wagner, på en fredag morgen, hvor prognoser og vejrkort tegner til en rigtig blæsende efterårsdag.

Efter en uendelig række gråvejrsdage sker der nemlig endelig noget på vejrfronten.

Fredag bliver godt nok også temmelig grå, men vi bliver til gengæld blæst godt igennem.

»Det bliver en rigtig ruskedag med hård vind fra en vestlige retning. Ved kysterne op til kuling,« siger Mette Wagner.

10 til 12 grader lyder ikke så slemt for en dag sidst i november, men den kraftige blæst gør det alt andet end lunt, forklarer meteorologen.

»Det vil altså føles noget køligere end de foregående dage, og der kan også komme vindstød, så man må lige holde godt fast i overtøjet,« siger hun.

København, Aarhus, Odense og Aalborg
Som altid kaster vi på dette sted et kort blik særligt på de fire største byer.

Mette Wagner understreger dog, at der fredag ikke bliver nævneværdige forskelle på, hvordan vejret bliver i de fire metropoler:

Gråt og blæsende fra nord til øst. Måske med enkelte huller i skydækket af og til. Blot ikke i København, hvor dagen igen bliver udpræget grå.

Ser vi på weekendens vejr generelt for hele landet, så bliver lørdagen sandsynligvis lidt af fredagens vejr.

Søndag bliver derimod en rigtig smuk dag, understreger Mette Wagner.

Det klarer nemlig op. Solen kigger frem, men samtidig falder temperaturerne også.

»Det bliver virkelig smukt med dybblå himmel. Men det bliver møgkoldt,« siger hun.

Det bliver startskuddet til det mere vinteragtige vejr, der rammer os i næste uge.

Allerede natten til mandag dukker nattefrosten op, og det kan give problemer i trafikken mandag morgen.

»Man skal virkelig passe på mandag morgen, hvor vejene bliver glatte, og solen kommer til at stå lavt på himlen.«