Efter næsten en uge med hedebølge ser det ud til, at vi i weekenden kan se frem til regn flere steder i landet.
»Lørdag forventer jeg, at der kommer regn.«
Ordene kommer fra vagthavende meteorolog hos DMI Thor Hartz, og de falder formentlig på et meget tørt sted. Men ikke desto mindre skulle den være god nok. Weekenden byder ifølge DMI på regn over hele landet.
»Fredag fortsætter hedebølgen med temperaturer på 27-33 grader, og det vil være varmest i den vestlige del af landet. Der kan komme lokale byger på Sjælland allerede fredag, men ellers ser det ud til, at det gode vejr fortsætter lørdag morgen,« siger Thor Hartz og fortsætter:
»Men lørdag eftermiddag kommer den længe ventede regn. Det starter i Sydvestjylland og breder sig i løbet af aftenen til resten af landet. Det er endnu usikkert, hvor meget regn der kommer, men et bud er, at der på landsdækkende plan falder 5-10 millimeter og lokalt op til 15-25 millimeter regn samt torden enkelte steder.«
Regnvejret lørdag betyder, at søndag bliver 'kold'. For selv om det bliver både tørt og solrigt, så må vi altså nøjes med temperaturer på mellem 22 og 27 grader.
»Mandag og tirsdag bygger højtryksryggen sig op igen. Så der nærmer vi os de 30 grader igen, men når vi kommer til midten af næste uge, så bliver det mere ustadigt i store dele af landet,« siger Thor Hartz.

