Én time.
Så meget sol har vi fået på landsplan i december måned. Men søndag er der chance for, at der bliver lavet om på det.
Det fortæller vagtchef hos DMI Lars Henriksen til B.T.
»Der er nogle prognoser, der har antydning af huller i skydækket især i den sydøstlige del af landet. Der kan også opstå sprækker lokalt,« siger Lars Henriksen.
Men man skal altså ikke forvente det helt store.
Det er nemlig først i løbet af eftermiddagen, at der måske kommer sprækker, og så er det ikke meget sol, vi får lov at nyde.
»Går der huller i skyerne, bliver det først i løbet af eftermiddagen, og så kan det være begrænset, hvor meget sol vi får, når den hænger så lavt, som den gør. Men kommer der sprækker, så skal man glæde sig over det, for det bliver fortsat overvejende gråt i dag også. Der kommer ikke til at være bragende sol, men forhåbentligt lidt sol hist og her i løbet af søndagen,« fortæller Lars Henriksen.
Søndag skriver vi 13. december i kalenderen, og der har som sagt været en times sol på landsplan. I december 2019 var der 42 timers sol på landsplan i hele måneden.