Hvis Venstres formand havde været bokser, ville man nok have sagt, at han røg til tælling. Temmelig groggy så han i al fald ud.

Tilfældet ville, at det forleden var undertegnede, som kunne overbringe Jakob Ellemann-Jensen en – for ham – yderst nedslående besked, som kan koges ned til:

Vælgerne vil ikke have ham; de vil meget hellere have Mette Frederiksen.

Minkskandale eller ej.

Nu har Venstre-formanden en fortid som officer i Hæren og er trænet i disciplinen keep a stiff upperlip. Der skal en del til at bringe ham ud af fatning. Men lige dér var det tydeligt, at han kæmpede med at finde en grimasse, der kunne passe.

Intermezzoet fandt sted lige efter spørgetimen i Folketinget. Ellemann havde just gennemheglet statsminister Mette Frederiksen i sagen om den ulovlige aflivning af mink. Ristet hende med spørgsmål om grundlovsbrud og usammenhængende forklaringer.

Ud fra alle normale standarder en drøm af en sag for enhver opposition: En skandale, der uden for enhver diskussion markerer regeringens hidtil allerstørste krise.

I dét lys skulle man derfor måske tro…

Men nej. Regeringens problemer preller tilsyneladende fuldstændig af på vælgerne.

Faktum er, at danskerne ikke gider Venstre i noget synderligt imponerende omfang. Kun 14,3 procent ville – i følge meningsmålingsinstituttet YouGov – i dag stemme på Venstre. Visse andre målinger spår lidt højere tilslutning, men overalt er tendensen den samme: Nedadgående.

Det er så i den sammenhæng en fattig trøst for Ellemann, at Søren Pape og De Konservative har tur i den; blå blok halser fortsat otte-ni procentpoint bag de røde.

Og samtidig: Socialdemokratiets tilslutning er fortsat nærmest historisk høj. Cirka hver tredje dansker ville i dag stemme på S.

Man forstår Ellemanns monumentale skuffelse. For hvis ikke denne sag om lovbrud og magtfuldkommenhed hos regeringen kan give ham og Venstre medvind – hvad kan så?

Tvivlen må nage ham: Har han lagt snittet helt forkert; er han gået fuldstændig fejl af folkestemningen? Burde han i stedet artigt have kalibreret sig ind på statsministerens folkeligt set succesfulde fortælling om, at folkesundheden kommer forud for alt andet – også retsstatens allermest dyrebare principper?

Det er i den forbindelse skæbnens ironi, at Ellemann oprindeligt ikke havde planlagt at gå så hårdt til regeringen i minksagen, som han så senere valgte at gøre.

Som tidligere beskrevet i B.T. var det i første omgang faktisk hans plan at lægge sig pænt i kølvandet på regeringen. Men efter at være blevet sat godt og grundigt på plads af sit eget bagland, kom han hurtigt på andre tanker.

Siden da har der kun været én vej frem for Venstre og den øvrige opposition: Fremad – i et frådende frontalangreb på regeringen.

Det er for så vidt helt efter bogen. En opposition skal gå efter at gribe en regering i fortielser, lovbrud og andre uregelmæssigheder.

Sædvanligvis plejer der også at være en folkelig klangbund, hvis der virkelig er noget at afsløre. Skandaler og kriser kan traditionelt flytte stemmer i politik.

Det er her, at minkskandalen adskiller sig fra normalen. Det er dygtigt lykkedes Mette Frederiksen at skabe en modsætning mellem at være optaget af en regerings lovbrud – og så samtidig at være bekymret for covid-19.

Godt nok er interessen for at læse om minkskandalen betydelig. Frontberetningen her fra B.T. er, at det giver masser af klik, når vi – som i den forgangne uge – med solid og gennemarbejdet journalistik bringer nyt frem, der afslører store huller i regeringens forklaring.

Men det er tilsyneladende på ingen måde noget, der får folk til at fravælge regeringen. Statsministeren har dygtigt formået at overbevise sin betydelige fanskare om, at der blot er sket “beklagelig fejl”, der ikke på nogen måde bør overskygge, at regeringen passer godt på os alle sammen.

Samtidig er hendes overherredømme på de sociale medier knusende.

Her står Ellemann tilbage som en lallende amatør. Mette Frederiksens kommunikationsstrateger er – må man bare helt nøgternt konstatere – lysår bedre end Venstre-formandens.

Der var engang, hvor man diskuterede, om det var Venstre eller  Socialdemokratiet, der var bedst til at pejle sig ind på, hvad helt almindelige mennesker går og bekymrer sig om. Med andre ord: Hvem var FOLKEpartiet?

Den diskussion kan vi vist godt afslutte. Mette Frederiksen har sat sig godt og grundigt op på tronen.

Og der er MEGET langt op for Ellemann.