Elsker du sommer, sol og strandvejr? Så har Danmarks Meteorologiske Institut en god nyhed til dig:
Det bliver varmt næste uge. Rigtig varmt, endda.
»Det bliver solrigt hele ugen, og især de første par dage får vi høje temperaturer,« siger DMI's vagthavende meteorolog Thyge Rasmussen.
Mandag når temperaturen op på 23 grader. Og det er blot begyndelsen.
»Tirsdag når temperaturen op på 28 grader, og onsdag får vi op til 30 grader,« siger Thyge Rasmussen.
Så varmt bliver det dog ikke over hele landet.
»Det bliver varmest i de østlige egne af Sjælland og koldest i Vestjylland, hvor det også vil blive mere skyet end i resten af landet,« siger DMI's vagthavende meteorolog.
Det flotte sommervejr skyldes, at et højtryk med varm luft bevæger sig ind over Danmark fra sydøst.

Men torsdag er det slut.
En svag koldfront passerer Danmark onsdag, og derefter strømmer køligere luft ned over landet fra nordvest.
»Torsdag og fredag bliver markant køligere med temperaturer op til 22 grader,« siger Thyge Rasmussen.
Hvor de høje temperaturer den seneste tid har haft ret voldsomme regn- og tordenbyger som følgesvende, forholder det sig anderledes næste uge.
»Det er en ret tør luft, som bevæger sig ind over landet, både i starten og slutningen af ugen, så der ser ikke ud til at komme nedbør,« siger Thyge Rasmussen.
På grund af nedbøren de seneste par uger fører det tørre og varme vejr endnu ikke til tørke i den danske natur.
Vi slutter af med endnu en god nyhed til dem, der elsker sommervarmen:
DMI's prognose viser, at temperaturen atter vi stige næste weekend.