DMI har onsdag udsendt en prognose for vejret for juni, juli og august.

I Danmark husker vi blandt andet 2018 for en brandvarm sommer, hvor vi fra sankthans til august havde temperaturer på omkring de 30 grader.

Så varmt bliver det, ifølge DMI's nyeste sommerprognose, ikke i 2019. Alligevel er der en pæn mængde sol og varme at se frem til.

I juni siger prognoserne nærmere, at der vil være et overvejende lavtryk vest for De Britiske Øer og syd for Island, mens der vil være et højere tryk over Nord- og Østeuropa.

Det betyder, at der vil være længere perioder med solrigt vejr og temperaturer omkring de 20-25 grader. Samtidig er der også en lille risiko for byger med kraftig regn, men det bliver intet faretruende for dem, der vil have sol i stedet.

Hvis vi bevæger os over i juli og august, er vejrbeskrivelserne mindre udførlige beskrevet.

Men som det ser ud på nuværende tidspunkt, vil der være et højt tryk hen over Centraleuropa og den sydlige del af Skandinavien i juli.

Mulighederne for tørt, solrigt og varmt vejr anses dermed rigtig gode, hvor temperaturerne vil ligge over normaltemperaturen, som i juli er 21,8 grader.

I 2018 var Danmark ramt af hedebølge. I 2019 bliver det ikke lige så varmt, men danskerne kan godt finde solbriller og solcreme frem alligevel.
I 2018 var Danmark ramt af hedebølge. I 2019 bliver det ikke lige så varmt, men danskerne kan godt finde solbriller og solcreme frem alligevel. Foto: Henning Bagger
Vis mere

August er derimod langt mere usikkert end juni og juli. Varmen fra juli ser lige nu ud til at fortsætte ind i begyndelsen af august. Efterfølgende kan der dog snige sig et lavtryk ind over Skandinavien, hvilket vil medføre en del regn og lavere temperaturer.

DMI understreger over for B.T., at det er en foreløbig prognose, og at prognoserne fortsat kan pege ud, som man siger i vejrmæssig forstand. Det vil sige, at meget kan nå at ændre sig endnu.

Blandt andet afviser DMI heller ikke, at temperaturerne kan blive højere end 25 grader, og at vi derfor også kan få hedebølger med temperaturer over de 28 grader.

DMI vil opdatere sommerprognosen igen den 18. juni.