Du kan nu for alvor pakke jakken og halstørklædet væk. DMI har nemlig udsendt en prognose for de kommende tre måneder. Og det ser varmt og solrigt ud.

Hvis du skal holde sommerferie hjemme i Danmark, kan du nu ånde lettet op.

DMI's nyeste prognose viser nemlig, at både juli, august og september generelt bliver med høje temperaturer og solrigt vejr.

I juli er der tendenser til højere tryk end normalt over store dele af Europa og over Sydskandinavien.

Der er dog også tendenser til lavere tryk over Island og måske helt ned over De Britiske Øer.

Det vil betyde, at juli i høj grad vil minde om juni-måned, hvor danskerne er stået op til blå himmel og høje temperature og gået i seng til voldsomt regnvejr.

Det kan også medføre en del tordenbyger, ligesom man har kunnet opleve i juni.

August ser, ifølge DMI, lidt mere svingende ud.

Måneden vil også være præget af et højtryk, der bringer både varmt og solrigt vejr med sig. Men DMI's prognoser viser også en risiko for lavtryk, hvilket kan betyde perioder med skyer, regn og køligere luft.

September bliver derimod mere stabilt.

Chancen for, at det gode vejr vil strække sig ind i september, ser nemlig rigtig god ud, og efterårsvejret lader derfor vente på sig.

Prognosen for, hvor meget nedbør, der kommer i september, er dog stadig usikker. Det kunne tyde på, at der indimellem kunne komme regn og skyer.