Man fornærmer formentlig ikke nogen ved at sige, at vejret de seneste uger har været en smule skuffende.
Men skal man tro DMI's prognose for den kommende måned, så bliver det altså bedre – på et tidspunkt.
For vi skal altså lige et par uger frem, før der er udsigt til det, som DMI kalder vejr, der er »noget varmere end normalt,«.
Men lad os gemme det gode til sidst.
For lad os bare være ærlige. De førstkommende uger er nemlig ikke noget, som man umiddelbart kan råbe hurra for, hvis man er til sol fra en skyfri himmel, høje temperaturer og ingen regn.
De første dage af næste uge vil et lavtryksområde langsomt bevæge sig mod øst og nordøst over Norden.
'Det giver os ustadigt og ret blæsende vejr med perioder af regn eller byger, der måske kan være med torden, og for årstiden noget køligt vejr,' skriver DMI i prognosen og tilføjer, at temperaturen vil ligge på mellem 15 og 19 grader.
Heldigvis bliver det bedre senere på ugen, hvor vi kan få temperaturer på op mod 23 grader.
Spoler vi lige tiden en uge længere frem, så vil vejret vise sig fra en lidt bedre side. Forudsat at prognosen altså holder – jo længere frem vi kommer, jo mere usikre er de.
Men i uge 34 kan vi se frem til mest tørvejr med nogen eller en del sol.
'Højtryk i nærheden af Danmark vil også betyde forholdsvis svage vinde og oftest behagelige sommertemperaturer,' skriver DMI og tilføjer, at temperaturen kommer til at ligge mellem 18 og 23 grader om dagen – nogle dage måske op omkring de 25 grader.
'Samlet set ser temperaturen ud til at ende lidt eller måske noget over den normale. Nedbørsmængderne ser ud til at holde sig noget eller måske en del under de normale for august,' skriver de videre.
Og sådan ser det ud til at fortsætte ind i september. DMI understreger, at prognoserne så langt frem er usikre, men i uge 35 kan vi formentlig se frem til flere dage med tørt og solrigt vejr.
Et lavtryk kan dog passere, og der kan således være en overgang med skyet vejr og regn.
'Dagtemperaturen forventes oftest at nå op mellem 17 og 22 grader, men kan efterhånden falde til mellem 14 og 18 grader.'
Og således er vi nået til den sidste af den kommende måneds fire uger. I uge 36 er prognoserne relativt usikre, men der er ifølge DMI fortsat tendens til højtrykspræget vejr over Danmark og Nordeuropa.
'Højtryk eller højtryksrygge ser ud til at bevæge sig ind over Norden vestfra. Det kan give os en periode med tørt, mest solrigt og noget varmere vejr end normalt.'
Samlet set ser temperaturen ifølge DMI ud til at til at holde sig omkring eller noget over det normale. Nedbørsmængderne er mere usikre.
'Men mest sandsynligt ender omkring eller måske noget under de normale for årstiden,' skriver DMI i månedsprognosen.


