Danskerne kan fra i næste uge lade vinterjakken hænge på knagerækken. Men det bliver også ved knagerækken, for vinteren har ikke sunget for sidste gang i denne omgang.

Ifølge en ny månedsprognose udsendt forventes det, at Kong Vinter gør comeback i den første forårsmåned.

Omfanget bliver dog ikke så stort, som man så med den bidende kulde tidligere i februar.

»Foråret presser på, men Kong Vinter overgiver sig ikke uden kamp. De kommende uger byder på flere skift mellem mildt og koldt vejr. Om vi får ’rigtigt’ vintervejr med udbredt sne og dagsfrost er tvivlsomt, men kulden vil i perioder trænge ned over landet og skubbe foråret væk,« skriver langtidsmeteorolog Mette Tilgaard Zhang.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Og når foråret endelig viser sig, bliver det ikke med brede skuldre:

»Fra midt i marts ser det ud til, at foråret får overtaget, men der kan stadigvæk komme kortere perioder med koldluft fra nordlige eller østlige retninger.«

Hvis vi starter fra fra toppen, vil første uge i marts, uge 9, byde på en omgang blandede bolsjer.

Ja, faktisk kan du i den uge både have solbriller, paraply og vinterjakken liggende klar i entréen. Temperaturerne kommer til at svæve mellem 3 og 9 grader samt nattefrost senere på ugen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Uge 10 indleder med Kong Vinters ankomst.

Dagtemperaturerne ligger ifølge prognosen mellem 0 og 4 grader – med nattefrost liggende mellem 0 og 5 minusgrader. Først på ugen bliver vi heldigvis forkælet med lidt sol, hvorefter byger med regn gør indtog.

Vinterens muskler ser – for varmehungrende danskere – heldigvis kun ud til at vise sig i det ovenstående omfang.

Temperaturerne bliver nogle steder tocifret, samtidig med at nattefrosten holder sig væk. Uge 11 bliver dog en våd en af slagsen uden megen sol.

Generelt for prognosen skriver DMI, at temperaturerne er normale for årstiden. Dog skal det understreges, at prognosen som vanligt kommer med en vis usikkerhed grundet muligheden for ændringer undervejs.