Det har bestemt ikke været en sommer til historiebøgerne i Danmark, og det ser desværre ud til, at det ikke ændrer sig.

Tirsdag og onsdag ser dog ud til at blive et par fine dage. Det siger vagthavende hos DMI Martin Lindberg til B.T.

»Tirsdag får vi nogen sol og kun små og lette byer hist og her. Temperaturerne kommer til at ligge på mellem 15 og 19 grader.«

»Der er ikke den store forandring til onsdag, hvor vi lokalt måske kan nå 20 grader, mens det også kommer til at blæse en let til jævn vind.«

Martin Lindberg tilføjer, at temperaturerne om natten kommer til at være på mellem 8 og 14 grader.

Men efter et par solide dage må vi igen se langt efter solen – i stedet for bliver både torsdag og fredag en våd fornøjelse.

»Der kommer et større regnvejr, der skal passere Danmark i løbet af torsdagen og fredagen. Og bliver med regn til mere eller mindre hele landet.«

»I løbet af fredag eftermiddag klarer det så op, og der kommer et højtryk ind over landet fra om lørdagen, hvor det kan blive lidt lunere.«

Hvad betyder højtrykket for vejret i weekenden?

»Det betyder, at det holder tørt næsten hele tiden med temperaturer på mellem 16 og 21 grader. Der kan dog komme nogle små byger lokalt.«

»Og så bliver prognoserne en smule usikre, men det ligner, at vi får et nyt regnvejr forbi på søndag, men det kan nå at ændre sig endnu.«

Martin Lindberg siger afsluttende, at han opfordrer folk til at følge med på deres hjemmeside, hvor vejret hele tiden opdateres.