Voldsom vind er på vej mod Danmark.
TV 2 Vejret kunne fredag melde om meget kraftig vind på vej mod Danmark, hvor der i nogle scenarier vil være vindstød af stærk storm.
Lørdag bekræfter DMI, at det voldsomme vejr fortsat er på vej.
»Lige nu er der et lavtryk, der er i gang med at blive dannet i Nordatlanten. Alt efter hvor det præcist bliver dannet, kan der mandag komme stormende kuling med vindstød af storm og stærk storm til Danmark,« siger vagthavende meteorolog ved DMI, Thor Hartz.
Der er dog tale om vindstød af stærk storm og ikke en regulær storm, der skal navngives.
Rammer den er det mest sandsynligt lige nu, at det rammer ved Vadehavet og bevæger sig op gennem landet sydfra.
Meteorologen understreger dog, at det stadig er forbundet med usikkerhed, hvor meget vind, der kommer.
Uanset hvordan lavtrykket bliver dannet, bliver det både en meget blæsende og våd mandag.
Mandagens blæsevejr kan få konsekvenser for færger samt give restriktioner på broerne.

