Selvom julefreden er lige på trapperne, vil vejret noget helt andet end stille sne. 

Prognoser viser nemlig, at en potentiel storm har kurs mod Danmark og kan ramme landet mandag.

Det skriver TV 2. 

Her fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Lone Seir, at mandagens vejr ser både vådt og blæsende ud. 

Hun uddyber, at styrken på vinden og mængden af regn endnu er usikker, men at der kan komme vindstød helt op til stærk storm. 

Først mandag aften ser det ud til for alvor at tage fart, lyder det videre. 

»Det er sikkert, at det bliver vådt og blæsende, men endnu noget usikkert hvor og hvornår,« uddyber Lone Seir. 

Mandagens blæsevejr kan få konsekvenser for færger samt give restriktioner på broerne.