Fredag aften er risikoen for kraftig regn og skybrud over store dele af Danmark blevet opjusteret.

DMI opfordrer nu danskere over hele landet til at være opmærksomme.

Over for B.T. oplyser DMI’s vagthavende Lars Henriksen, at lørdagens varme kombineret med en høj luftfugtighed bliver det »det rene benzin på bålet«, når det kommer til kraftige regn- og tordenbyger.

Flere steder i landet er der risiko for skybrud, hvilket er mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

»Har du en kælder, du er bekymret for, eller et afløb, der kan være stoppet, så tjek det nu,« opfordrer Lars Henriksen.

DMI’s hjemmeside kan man på et Danmarkskort se de forskellige geografiske varsler, og især i den centrale og østlige del af landet vil man kunne opleve de første regn- og tordenbyger fra om formiddagen. Nogle af bygerne kan falde som skybrud.

Senere på dagen kan der komme kraftige regn- og tordenbyger flere steder vestpå, og også her er det med risiko for skybrud eller kraftig regn, som er mere end 24 millimeter regn på seks timer.

Lars Henriksen understreger, at prognosen fortsat er usikker, hvorfor den stadig er kategoriseret som blå varsel - 'risiko for voldsomt vejr'.

»Men det kan meget vel være, at vi opgraderer den til gul,« siger Lars Henriksen.

Gul er voldsomt vejr, og derfor opfordrer vagtchefen alle danskere til at holde øje med udviklingen, da regnbyger af den karakter kan forårsage alvorlige problemer.

»Det er jo ikke kun oversvømmelser i folks hjem. Det er også i trafikken, hvor der under skybrud eller kraftig regn er risiko for akvaplaning,« siger Lars Henriksen.

Disse områder går fri

På DMI’s hjemmeside skriver de, at det på nuværende tidspunkt ser det ud til, at Møn, Falster, Øst- og Sydsjælland samt Københavnsområdet og Bornholm klarer frisag.

‘Atmosfærerne lørdag er dog en "ren bombe", og inden for kort tid kan kraftige regn- og tordenbyger dukke op ud af det blå, og uanset frisag eller ej, er det en god ide, at holde sig opdateret på siden her!'