De fleste af os har nok efterhånden opdaget, at solen for alvor er fremme.

Og den bliver hængende. Faktisk i ekstrem grad.

Især, når vi kigger frem mod weekenden, som muligvis kan blive rekordvarm.

Sådan lyder det fra DMI, der har udsendt et såkaldt 'forvarsel' om hedebølge sidst på ugen.

Selvom de præcise temperaturer stadig er svære at forudsige, ryger vi nærmest med garanti over de 30 grader.

Med andre ord, »så bliver det ikke bare varmt, men rigtig varmt,« siger vagthavende meteorolog hos DMI, Mille Jensen, til B.T.

Lige nu er der nemlig et voldsomt varmetæppe over flere steder i Europa med regulær hedebølge, hvor der er målt temperaturer over 40 grader.

Og det er dén hedebølge, der er på vej op mod os

Hvor langt over de 30, der sidst på ugen vil være over landet, er dog usikkert. Men én ting er sikker, ifølge Mille Jensen.

»Det er usædvanligt, at vi kommer op på så høje temperaturer.«

Hedebølgen er blandt andet over Frankrig.
Hedebølgen er blandt andet over Frankrig. Foto: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau Scanpix

Hun regner med, at de højeste temperaturer vil være i den sydlige del af landet og maksimalt ligge lige under de 35 grader.

Men. For der er et stort men.

Bliver der et sted i landet målt over 35 grader i weekenden, så kan vi muligvis være vidne til en ny varmerekord for juni.

I så fald skal vi slå den 80 år gamle varmerekord for juni måned, der dengang i 1947 målte 35,5 grader i Hillerød.

Men uanset, om weekendvejret går lige så meget amok som i 40'erne, så kommer det til at give sved på panden.

Derfor er det også vigtigt at søge mod skyggen, påpeger Mille Jensen.

»Og husk at drikke rigeligt med vand. Det gælder alle, men især ældre og børn.«