Europa sveder.

Og det bliver endnu varmere.

I Spanien er det meteorologiske institut, AEMET, ude med en advarsel om ekstremt høje temperaturer både nat og dag helt frem til torsdag.

Det skriver El Pais.

Alle dage skulle man flere steder i landet nå over de 40 grader.

Dermed bliver der tale om de varmeste junidage i landet siden 1950, skriver mediet.

I Frankrig nåede man over 40 grader torsdag.

Flere skoler har givet eleverne fri før tid, og i weekenden er der mange steder udstedt alkoholforbud, så redningstjenesten kan være klar til at rykke ud til brande i stedet for at tage sig af andre ting.

35 departementer er i såkaldt 'rød alarm' varmemæssigt.

I Tyskland har man været ramt af voldsomt tordenvejr henover weekenden. 

Temperaturen er flere steder nået op i nærheden af de 40 grader.

Herhjemme er temperaturerne også flotte, omend lidt mere moderate.

Søndag forventes den at ligge på mellem 21 og 26 grader. 

Lørdag sagde Hans Hans Olav Hygen, der er klimaforsker ved Meteorologisk Institut, i Norge, til Dagbladet:

»Vi er nødt til at forberede os på et Sydeuropa, der til tider vil blive ubehageligt og faretruende varmt. Det er nok en del af vores fremtidsvision.«