»Det er lidt trist. Det er næsten en smule efterårsagtigt.«

Sådan lyder meldingen om de kommende dages vejr fra den vagthavende meteorolog ved DMI, Martin Lindberg – der tidligt tirsdag morgen advarer om risiko for lokale skybrud og kraftig regn i flere dele af landet.

Af den grund har Danmarks Meteorologiske Institut også udsendt en såkaldt risikomelding om kraftig regn og lokale skybrud for hele Sjælland.

Regnen forventes især at kunne ramme fra klokken 07 – og derefter vil det nok i perioder stå på frem til aftentimerne.

»Det skyldes et lavtryk, der kun langsomt bevæger sig mod nordøst mod Sverige. Der er en del regn og byger i forbindelse med det her,« forklarer Martin Lindberg.

I øjeblikket ligger bygerne over Kattegat, noget af Fyn, Sjælland og Bornholm.

Selvom regnvejret kommer til at stå på længe, betyder det dog ikke, at man vil kunne opleve, at det konstant siler ned fra himlen. For regnen bevæger sig rundt i landet, mens det samtidig bevæger sig væk.

»Men det tager tid. Det forsvinder ikke med det samme,« fortæller meteorologen.

Derudover vil der også kunne være torden blandet ind i bygerne.

Mens det altså bliver en våd og grå fornøjelse at bo i de østlige egne af landet tirsdag, ser det en smule anderledes ud for dem, der bor mod vest.

Der vil man kunne få lidt eller nogen sol i løbet af dagen.

Hen mod aftentimerne begynder det våde vejr at aftage:

»Hvis vi snakker København, så bliver det ved til sent i aften, måske først på natten. Snakker vi Bornholm, beholder de regnvejret til tidligt onsdag morgen. Ellers holder det i aften og i nat mest tørt de fleste steder,« fortæller Martin Lindberg.

De kommende dage fortsætter med blæsende vejr, mens bygerne også kan fortsætte med at vande danskerne og jorden onsdag.

»Men det bliver ikke så kraftigt, som det gør i dag. Bygerne bliver mere lette og moderate onsdag, og torsdag ser ud til mere at være med enkelte, lokale byger,« siger meteorologen og fortsætter:

»Vi skal hen mod slutningen af ugen, før det stabiliserer sig og giver os bedre vejr. Det er lidt trist. Det er næsten en smule efterårsagtigt.«