Der er risiko for både skybrud og torden flere steder i landet denne tirsdag.

Det skyldes, at et højtryk i øjeblikket sender meget varm og fugtig luft op over landet fra sydøst, og det kan føre til, at der i løbet af dagen bliver dannet lokale regn- og tordenbyger.

Det kan ifølge Danmarks Meteorologiske Institut ikke udelukkes, at de byger kan blive så kraftige, at der er tale om skybrud, og af den grund har vejrinstituttet tirsdag morgen udsendt en såkaldt 'risikomelding' for stort set hele landet om, at der fra klokken 6 til klokken 18 er risiko for lokale skybrud og torden.

Det fortæller meteorolog Lars Henriksen.

»Det er en lidt vanskelig vejrsituation i dag,« forklarer han.

For ikke nok med, at DMI nu har udsendt en risikomelding om skybrud, så har man samtidig også en risikomelding ude om, at der kan være regionale hedebølger:

'Hedebølger kan være farlige for små- og spædbørn, ældre samt personer, der lider af kroniske sygdomme. Drik rigeligt og hold kroppen afkølet,' lyder det i risikomeldingen fra DMI vedrørende hedebølger.

Det er den ekstra fugt, vi tirsdag får op til landet, som kan føre til dannelsen af byger, der kan ende med at blive ret kraftige.

»Men det er usikkert, hvor de kan dannes, og om de ender med at blive med regulær skybrudsintensitet,« fortæller Lars Henriksen og fortsætter:

»Så vi har udsendt en risiko for det meste af landet – med undtagelse af Bornholm – for ligesom at sige, at man skal holde øje med, hvad der sker i vejrudsigterne i løbet af dagen, for der kan godt opstå nogle ændringer både regionalt og tidsmæssigt, og det kan være, at det ender med at blive et egentligt varsel.«

Lige nu er det ikke til at spå om, hvor i landet man kan risikere at opleve skybrud:

»Det er svært at give noget bud på, for det kan komme lige pludseligt ud af ingenting og så gå hen at blive ret kraftigt. Så vi må tage det stille og roligt og se, hvad der sker,« siger meteorologen.

Ved skybrud skal der falde mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.

Flere steder i landet har temperaturen de foregående dage været over 28 grader.

Og da temperaturen frem til onsdag ser ud til at kunne nå samme grader flere steder, kan det ende med regionale hedebølger, som er defineret ved, at der tre sammenhængende dage er blevet målt mere end 28 grader samme sted.

Ifølge DMI's prognoser kan termometrene landet over denne tirsdag vise mellem 25 og 30 grader flere steder.