De 79.000 motionister, der i dag skal deltage i Royal Run med Kronprins Frederik, kan måske se frem til en våd start.

Søndagen byder på en del sol, men også spredte byger, der når som helst og hvor som helst kan kaste regndråber af sig.

»Det er ikke alle steder, det vil ramme, og det er umuligt at sige, hvor de rammer, når der er tale om drivende skyer,« siger vagthavende meteorolog hos DMI - Lars Henriksen.

Dagen vil dog også byde på perioder med sol og temperaturer mellem 16-21 grader.

København

Lige nu er der en byge over Vestsjælland, og den er på vej mod København, hvor hele indre by er afspærret på grund af Royal Run.

»Man kan godt være uheldig, at det regner, lige når når man starter løbet,« siger Lars Henriksen.

Hvis der kommer en byge under Royal Run, vil den formentlig kun være forbipasserende og derefter bliver vejret fint.

Odense

Odense er den af de store byer i Danmark, der ifølge prognogserne får det bedste vejr.

Med forbehold for at bygerne er svære at beregne, tyder meget på, at søndagen i Odense bliver både tør og lun.

»Der er stærke chancer for, at det holder tørt,« siger Lars Henriksen.

Aarhus

Aarhusianerne slipper næppe uden om et par byger i løbet af dagen.

Dagen vil også byde på sol, men der er byger på vej fra vest.

»Der er friske forsyninger af byger ude vestpå, men det kunne være meget værre,« siger Lars Henriksen.

Aalborg

Aalborg er den af de store byer, der får flest byger.

»Hvis vi ser på prognosen, ser det ud til, at Aalborg bliver ramt af nogle byger i løbet af dagen,« siger Lars Henriksen.

Det bliver også mere blæsende i Aalborg, hvor vinden bliver jævn til frisk.

Ser vi frem mod den kommende uge, vil der ikke være de store ændringer i forhold til sidste uges gode vejr.

»Det ser ud til, at vi går en fin og lun uge i møde, men med risiko for byger nogle steder,« siger Lars Henriksen.

Vejrprognoserne viser, at der over hele landet vil være nogen sol og temperaturer på 17-20 grader.

Natten til onsdag vil dog skille sig ud fra det generelle billede. Her vil der komme mere regulær regn flere steder i landet.