»Det er lidt ærgerligt, for jeg fik heller ikke set noget selv, fordi jeg har siddet på arbejde herinde midt i København hele natten, og her har været alt for meget lysforurening til, at man har kunnet se noget.«

Sådan lød det fra DMIs meteorolog Henning Gisselø, da B.T. mandag morgen talte med ham om det nordlys, som søndag aften kunne ses flere steder i Danmark.

Ærgrelsen over ikke at se det bestod også i, at chancen for en gentagelse blev spået til at være lille, da aktiviteten fra solen – som er afgørende for nordlys – var nedadgående.

Men hvis gårsdagens vagthavende meteorolog har haft mulighed for at tage til blandt andet Hornbæk Strand i Nordsjælland mandag aften, har han fået sig en glædelig overraskelse.

Nordlys over Danmark set fra Hornbæk Strand ved Nordsjælland.
Nordlys over Danmark set fra Hornbæk Strand ved Nordsjælland. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Her har nordlyset nemlig i den grad danset på himlen.

Og det er langt fra det eneste sted, hvor det flotte fænomen har stået tydeligt, for B.T. har fået billeder fra Glamsbjerg, Kolding og Sorø, hvor nordlyset tydeligt kan ses.

Hos DMI kunne man sent mandag aften ikke sige noget om, hvor usædvanligt det er, at nordlyset står så tydeligt på himlen to aftener i streg, da det mere er et astrologisk end vejrligt fænomen, men de henviser dog til en artikel på deres hjemmeside, der forklarer om fænomenet, og hvad der skal til for, at danskerne kan se det.

»For at vi kan se nordlys i Danmark, skal solvinden være mere aktiv en normalt. På den måde er der flere elektriske partikler, som trænger ind i magnetfeltet, og rammer Jordens atmosfære. Dernæst skal det magnetfelt, som solvinden også har, være modsatrettet i forhold til jordens magnetfelt. På den måde kan solvinden trænge ind i Jordens magnetfelt og danne nordlyset,« forklarer Kristian Pagh Nielsen, der er fysiker og til daglig arbejder med DMI’s vejrmodeller, blandt andet.

Mange tog turen til stranden for at se det smukke syn.
Mange tog turen til stranden for at se det smukke syn. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Rent vejrligt kræver det selvfølgelig også, at himlen er fri for skyer.

Hvis man drømmer om at se mere nordlys i 2023, er der også gode muligheder.

»Solaktiviteten varierer med en periode på cirka 11 år, dermed er 2023 et år, hvor vi kan forvente en kraftigere solvind end normalt, og dermed er der også større chance for at se nordlys i Danmark,« forklarer Kristian Pagh Nielsen.