Det er normalt et fænomen, man skal rejse langt op i Sverige, Norge eller Finland for at se.

Men natten til mandag lagde de flotte røde, blå og grønne nuancer på himmelen kendt som nordlys sig over Danmark.

»Det her er noget af det flotteste, vi har set i Danmark. I hvert fald som jeg kan huske det. Det er rimeligt usædvanligt,« siger den vagthavende meteorolog ved DMI, Henning Gisselø.

Så for de danskere, der har været oppe i nat, har der altså været tale om lidt af en unik oplevelse, der har kunnet spottes mange steder.

B.T. har modtaget billeder fra forskellige dele af landet: Nordsjælland, Nordjylland, Fyn og Midtjylland.

»Hvis man har være ude, hvor det har været mørkt, har man nok kunnet se det mange steder i landet,« siger Henning Gisselø fra DMI:

»Det er jo et fænomen, der fylder meget, så hvis man ikke har kunnet se det, har det nok været, fordi der har været skyer i vejen, eller at man har været et sted med meget lysforurening.«

Men hvorfor opstår nordlys egentlig? En kort forklaring:

Aalborg.
Aalborg. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Nordlys skyldes, at en helt masse partikler fra solen rammer ind i Jordens magnetfelt, og når de så bliver indfanget og bremset op i atmosfæren, udsender de det lys, vi kan se som nordlys,« fortæller Henning Gisselø:

»Og der er en del aktivitet på solen i øjeblikket, og det er derfor, vi kan se det. Og så har vi haft fin stjerneklart i nat, og det er også en forudsætning.«

Til dem, der er gået glip af det flotte himmelfænomen i nat, er der dårligt nyt.

Chancen for en reprise er lille.

Helsingør.
Helsingør. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Der er lidt indikationer på, at aktiviteten på solen er for nedadgående, så vi forventer ikke, at der bliver så flot nordlys i den kommende nat, selv om der kunne være plads til det med hensyn til skyer. Så man skal ikke sætte næsen op efter det,« siger meteorolog Henning Gisselø:

»Det er lidt ærgerligt, for jeg fik heller ikke set noget selv, fordi jeg har siddet på arbejde herinde midt i København hele natten, og her har været alt for meget lysforurening til, at man har kunnet se noget.«