850 traktorer vil lørdag bevæge sig mod både Aarhus og København som led i en demonstration mod Mette Frederiksens ulovlige ordre om at slå alle mink ihjel.

Demonstrationen består af primært landmænd og hedder 'Folkestyret hylder grundloven' og har til formål at sætte fokus på magtmisbrug, manglende respekt over for grundloven, demokratisk underskud og folkestyret - som landmændene selv beskriver det.

Men de langsomme traktorer kommer til at påvirke trafikken, så hvis du skal ud at køre lørdag morgen, så er det måske en god ide at læse med her.

Demonstrationerne er nemlig meldt til politiet, så de har oplyst meget præcist, hvor de regner med, at der kommer kødannelser og trafikale udfordringer.

Vi starter med Aarhus, som ifølge midttrafik bliver gæstet af cirka 400 traktorer fra både nord, syd, øst og vest.

»Vi regner med nogle trafikale udfordringer. Det er ikke en hverdagssituation, så det er måske en god ide at tage hjemmefra i god tid, hvis man skal noget vigtigt,« siger vagthavende ved Østjyllands Politi.

Den aarhusianske destination hedder helt præcist Musikhusparken. En park, der ligger midt inde i indre by, og som bestemt kommer til at give problemer. For at komme ind til Musikhusparken kommer traktorerne til at benytte sig af fire ruter. Den første går nord fra Odder til Sydhavnsgade via Århusvej.

Den anden fra Hørning til Sydhavnsgade primært via Landevejen. Den tredje traktorrute går fra Hammel til Molslinjens gamle færgeterminal, og størstedel af vejen ad Viborgvej.

Det er fire ruter, som landmandene bruger til at kommer ind til Aarhus. Foto: Politiet
Det er fire ruter, som landmandene bruger til at kommer ind til Aarhus. Foto: Politiet
Vis mere

Sidste rute er fra Aarhus Nord til Molslinjens gamle færgeterminal, hvor det er den stejle Randersvej, der bliver brugt.

Det er så fra henholdsvis Molslinjen og fra Sydhavnsgade, at alle 400 traktorer kører til Musikhusparken. De samles ved Dokk1 og kører så op af Sønder Allé.

Politiet forventer traktorernes ankomst til byen omkring kl 10 lørdag formiddag, og forventer det værste kaos overstået omkring kl 11.

Nu til demonstrationen i København, hvor traktorerne kommer ind til København ad tre ruter omkring kl. 10.

Tre ruter skal fører flere hundrede traktorer til Langelinje. Foto: Politiet
Tre ruter skal fører flere hundrede traktorer til Langelinje. Foto: Politiet
Vis mere

»Vi vil prioritere at lede traktorerne gennem byen med så få ophold som muligt, men under alle omstændigheder kommer demonstrationen til at påvirke trafikken væsentligt. Derfor opfordrer vi bilister til at finde alternative ruter eller måske overveje at benytte kollektiv transport i stedet,« siger politiinspektør Tommy Laursen.

Her vil traktorerne blive ledt af politiet af Gammel Køge Landevej, Roskildevej og Frederikssundsvej. Herefter kører de sydpå ad ring 2 og samles på Kalvebod Brygge.

Herfra kører de samlet ud til Langelinie, der er den endelige destination for Københavner-demonstrationen. Det går gennem København K og forbi kendte steder som Christiansborg Slotsplads og Kongens Nytorv.

Omkring kl 14 bliver traktorerne ledt ud af byen igen. Denne gang uden om byen via Nordhavnstunnelen og Tuborgvej.