Pelsdyravler Erik Vammen nægter at lade sig presse af den danske regering. Han vil ikke tage livet af sine avlsmink, før sidste håb er ude, og nu forsøger han at flytte sin produktion til udlandet.
Hvalpene var næsten døde, da han fandt dem. De var faldet ud af buret ved en fejl, og nu lå de kolde og livløse på jorden.
Som barn løb Erik Vammen og legede under minkburene på den farm, hans far og bedstefar havde bygget ved Hobro. Når han kunne høre en svag pibelyd og en sød lugt hang omkring rugekassen, vidste han, at en tæve havde født.
Erik Vammen samlede de livløse hvalpe op i sine små hænder og puttede dem i lommen. Han kælede for dem, og så skete der noget næsten magisk.
»Min far troede, at de var døde, men jeg kunne varme dem, så de kom til live igen. Så sagde min far, at dem kunne jeg få lov at beholde,« fortæller Erik Vammen om dengang, han fik sine første mink.
Året efter var de to mink blevet til 10, og da Erik Vammen var 14 år, havde han så mange mink, at han måtte opbevare dem på andre farme. I dag er han 62 år og har en topmoderne pelsdyrfarm med rustfri bure, frysehus, fodderkøkken, pelseri og op imod 5.000 mink.
Men 4. november satte statsminister Mette Frederiksen punktum for et livslangt minkeventyr, da hun tonede frem på tv og uden varsel beordrede alle danske mink aflivet.
»Jeg troede, at det var løgn. Jeg kunne næsten ikke tro på det. Jeg fik et chok, vil jeg nærmest sige,« fortæller Erik Vammen, der slet ikke havde forudset, at aflivning kunne komme på tale.
»Om mandagen fik vi at vide, at vores mink kunne leve, og så om onsdagen skulle de slås ned. Det er sket over en nat, uden at der har været forhandlinger med folketingets partier. Det er noget, Mette Frederiksen har bestemt og så vores kære sundhedsminister,« siger han.
Dagen efter ringede Fødevarestyrelsen, og Erik Vammen modtog også et brev, hvor han hæftede sig ved en formulering om, at det var regeringens »ambition«, at alle mink skulle slås ihjel. Herefter fulgte adskillige opkald fra politiet, og Erik Vammen ringede også selv til ordensmagten flere gange.
»Når jeg spørger, hvad der vil ske, hvis jeg ikke afliver, så siger de, at det ved de ikke. Efter de har truet mig,« siger Erik Vammen.
Ordren om aflivning viste sig at være givet uden lovhjemmel, men alligevel blev den håndhævet af politiet. I en redegørelse fremgår det, at Rigspolitiet udarbejdede et actioncard, hvori der stod, hvad politiet skulle sige, hvis en minkavler nægtede at samarbejde.
'Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel,' lød den forberedte forklaring.
Og det stemmer med den besked, Erik Vammen endte med at få fra politiet.
»Jeg kan ikke huske præcis, hvad de siger, men det var noget i den retning,« siger han.
Erik Vammen blev også ringet op af forsvaret, og han endte med at lukke to soldater ind på sin grund, så de kunne tælle hans mink.
Soldaterne ankom i en camouflagefarvet firhjulstrækker. De iførte sig hvide dragter, og så gik de rundt til alle burene og talte Erik Vammens mink.
»Jeg synes, det er komplet latterligt. Det er en kæmpe overreaktion, og det er helt ude af proportioner. Tænk, at det skal gå så galt i Danmark, at man skal have sine raske mink talt op af militræet,« siger han.
Erik Vammens minkbesætning rummer foruden almindelig mink også en helt speciel type, han møjsommeligt har fremavlet gennem årtier. Hvid minkpels af høj kvalitet med et pift af brun eller sort, som var det sprayet på.
Han har solgt skinnene til et italiensk modehus, der ville skabe et særligt brand, men nu har de unikke skind i stedet kurs mod en container.
»Det er ærgeligt, at man har fremavlet noget, som er så ualmindeligt, og så skal det bare smides i skraldespanden eller i en container. Det er nærmest en art, man udsletter,« siger han.
Endnu har Erik Vammen kun aflivet de mink, der var klar til at blive pelset, og han har ikke i sinde at aflive sine avlsdyr, så længe han kan undgå det.
»Jeg pelser som normalt og beholder avlsdyrene. Så ser vi, hvordan tingene udvikler sig. Jeg får foder igen på mandag. Mine avlsdyr bliver til sidste øjeblik. Om det så er her eller i udlandet, det må vi se,« siger han over en telefonforbindelse fra Warszawa.
Han er i den polske hovedstad for at undersøge, om han kan flytte sine avslmink ud af Danmark. Han har et stort netværk både i Polen, Rusland og i de baltiske lande. Det er her og i Kina, han ser fremtiden for pelsdyravl.
Og hvis minkene flytter, vil Erik Vammen måske med.
»Hvis Mette Frederiksen bliver siddende som statsminister, så vil jeg ikke bo i Danmark,« siger han.
