Hun er villig til at gøre alt, der er »svært, rodet og grimt« – blandt andet at dræbe sin egen hund.
Sådan har South Dakota-guvernøren Kristi Noem, der er blevet udnævnt som Trumps nye minister for indenrigssikkerhed, tidligere fortalt.
Hun skal stå i spidsen for immigrationsmyndigheder og grænsekontrol, og valget er 'i høj grad et udtryk for', at Trump er seriøs med sine løfter om en strengere immigrationspolitik, skriver CNN.
Kristi Noem har dog været igennem sin del af kontroverser.
På et tidspunkt har guvernøren endda været i betragtning til stillingen som Trumps vicepræsident. Men det var altså før, at skandalerne begyndte at hobe sig op.
I april indrømmede Kristi Noem nemlig i en ny bog, at hun før har skudt og dræbt sin egen hund – en udmelding, der affødte store reaktioner internationalt.
Blandt andet blev hun udelukket fra omkring 20 procent af landdistrikterne i sin hjemstat, South Dakota.
I bogen 'No Going Back. The Truth on What's Wrong with Politics (...)' fortalte hun historien om drabet på sin jagthund Cricket, der løb løbsk.
Ifølge Noem var hunden umulig at styre og havde dræbt flere af naboens kyllinger. Da hunden prøvede at bide hende, var det det sidste strå.
Noem besluttede sig herefter for at skyde hunden, da den var til 'fare for dens omgivelser'.
Guvernøren fortalte også, at hunden Cricket ikke er det eneste husdyr, som hun har dræbt.
Historien om Cricket kom med i bogen for at illustrere, at hun er villig til at gøre alt, der er »svært, rodet og grimt«, hvis det er nødvendigt, hævder Noem selv.
Flere eksperter har tidligere peget på, at Trump i høj grad satser på loyalister, ligesom Kristi Noem, i sin nye regering. Det kan du læse mere om HER.